Økonomisk tilbagegang tredje år i træk

Nye beregninger viser, at bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 1,6 pct. i 2014 efter korrektion for prisudviklingen. Der er således tale om nedgang i den grønlandske økonomi tredje år i træk, hvor væksten for 2012 er beregnet til at være -0,5 pct. og -1,3 pct. i 2013. Hovedårsagen til nedgangen i hhv. 2013 og 2014 er et mærkbart fald i produktionen indenfor Bygge og anlægsvirksomhed.

 

Figur 1.1. Årlig realvækst i BNP

Anm.: Tallene for 2005 til 2012 er endelige tal, mens tallene for 2013 og 2014 er foreløbige tal.

Kilde: Grønlands Statistik, http://bank.stat.gl/nrd10

 

I nationalregnskabet grupperes selskaber og institutioner i 32 hovedbrancher. Den samlede produktion fordelt på disse hovedbrancher danner udgangspunkt for en analyse af erhvervsstrukturen. For overskuelighedens skyld er flere af disse hovedbrancher slået sammen i figur 1.2.

 

Erhvervet Offentlige og personlige tjenester er det største erhverv og tegner sig for 34 pct. af samfundets samlede produktion. Erhvervet består af produktion af offentlige serviceydelser vedr. administration, sundhed og undervisning mm. Transport, post og tele står for knap 17 pct. af den samlede produktion. Fiskeri og fangst samt Industri står begge for 13 pct. af produktionen. Det skal her bemærkes, at fabriksanlæg der forarbejder fisk og skaldyr, er placeret under Industri.

 

Figur 1.2. Erhvervenes andel af bruttoværditilvæksten i 2014, faste 2005-priser

Kilde: Grønlands Statistik, http://bank.stat.gl/nrd04

 

I figur 1.3 ses hvordan skabelsen af bruttoværditilvæksten har fordelt sig i mellem erhvervene. Ud fra figuren kan man groft inddele den grønlandske erhvervsstruktur i tre dele: Produktion (blå), service (grønne) og offentlig og personlige tjenester (grå).

 

Figur 1.3. Udvikling i bruttoværditilvæksten, faste 2005-priser

Anm.: Tallene for 2005 til 2012 er endelige tal, mens tallene fra 2013 til 2014 er foreløbige tal.

Kilde: Grønlands Statistik, http://bank.stat.gl/nrd04